Jeg har været Mac-bruger siden starten af årtusindeskiftet. Mit skifte fra Windows til Mac skete stort set samtidig med at Apple lancerede styresystemet OS X - det der siden har skiftet navn til macOS. Jeg har altså været men hele vejen og oplevet hvordan det er blevet nemmere og nemmere at være Mac-bruger. I starten skulle man bruge alle mulige krumspring for at kunne bruge netbank etc. Sådan er det heldigvis ikke mere. Men derfor kan der stadig være lidt udfordringer i at skifte fra Windows til Mac. Typisk fordi man gør tingene på en lidt anden måde end man er vant til eller fordi man er usikker på hvilke apps man skal bruge.

Det er det sidste aspekt jeg vil komme ind på her. I denne artikel vil jeg nemlig fortælle hvilke apps jeg selv bruger og kan anbefale til andre. Essentielle Mac-apps kunne man også kalde det. Listen bygger mine mere end 15 års erfaring med Mac men er selvfølgelig også et billede hvad jeg personligt bruger min Mac til. Jeg har forsøgt at gøre den så generel som muligt, men det er klart at alle ikke har behov for at installere alle de nævnte apps.

Jeg vil ikke komme med lange detaljerede anmeldelser af de enkelte apps, men blot kort forklare hvad de kan og hvorfor jeg anbefaler dem.

Kontorpakke: Pages, numbers og Keynote

På Windows er Microsoft Office standarden og derfor køber mange nye Mac-brugere Office til Mac som det første uden rigtigt at tænke over det. Det er der ingen grund til. Apple har nogle ganske udmærkede kontorapps der er helt gratis. De hedder Pages, Numbers og Keynote. Med mindre du har nogle ganske særlige årsager til at bruge Office så spar pengene og brug Apples alternativer i stedet.

Apples apps er ikke nær så omfangsrige, men er til gengæld mere overskuelige fordi fokus er på de funktioner man rent faktisk bruger. I de sidste 10 år har jeg ikke en eneste gang været ude for at Pages og Numbers ikke kunne klare opgaven.

Peges, Numbers og Keynote kan hentes gratis i App Store.

Antivirus: Ikke nødvendigt

Næst efter Microsoft Office er antivirus formodentligt det første de fleste Windows-brugere får installeret på deres Mac. Det er der efter min mening ingen grund til. Der findes reelt ikke ét eneste dokumenteret tilfælde af virus til macOS - forstået som malware der spreder sig selv fra computer til computer. Der finders masser af andet malware så som trojanere, men det kan man undgå på andre måder end med et dedikeret antivirusprogram. macOS har i sig selv indbygget en vis automatiseret sikkerhed kaldet Gatekeeper og sund fornuft klarer resten.

Dette skal ikke opfattes som en fornægtelse af at der findes snask til Mac - for det gør der - men at antivirus ikke nødvendigvis er den rette løsning. Selv bruger jeg ikke antivirus på min Mac fordi det æder af mine resourcer og gør min Mac langsommere.

Folk der stædigt siger at en Mac er 100% sikker, tager lige så meget fejl som dem der hævder at antivirus er absolut nødvendigt. Vi ligger et sted midt imellem. Om du vil bruge antivirus er op til dig selv, men tag en kvalificeret beslutning i stedet for bare at gøre det.

Browser: Safari

På Mac bruger langt de fleste enten Safari eller Chrome når det handler om browsere. Personligt foretrækker jeg Safari fordi beskyttelse af privatlivet er prioritet højt og fordi jeg får visse fordele ved at benytte Apples browser på tværs af mine forskellige enheder. Er du vant til at bruge Chrome på Windows så fortsæt bare med det på Mac også. Det er et ganske udemærket alternativ. Har du brugt Microsofts browser skal du under alle omstændigheder vælge noget andet, da den ikke findes til macOS. Jeg anbefaler som sagt Safari.

Safari følger gratis med macOS.

Billedbehandling: Pixelmator

Photoshop findes til macOS, men jeg vil anbefale af bruge Pixelmator i stedet. Det kan stort set det samme som Photoshop - ikke helt men næsten - og det til en brøkdel af prisen. Jeg bruger Pixelmator dagligt og udviklerne bag tager det seriøst og kommer jævnligt med nye opdateringer.

Pixelmator koster 249 kroner i App Store (link).

Skyen: Dropbox

Apples iCloud er fint til visse formål, men intet slår Dropbox der fungerer over alt. Dropbox gør det nemt at dele dokumenter og have sine ting liggende så de altid er tilgængelige uanset hvor man er. Fungerer også udemærket til sikkerhedskopiering af dokumenter og andre småting.

Dropbox er gratis hvis du kan klare dig med 5GB plads (link).

Medieafspilning: VLC

Jeg har brug VLC lige siden starten. Det er en platformsuafhængig afspiller, der kan klare alle tænkelige formater og har et hav af indstillingsmuligheder. Det kommer hele tiden opdateringer og VLC findes desuden også til iOS og Apple TV.

VLC er gratis (link).

Hastighedstest: Speedtest by Ookla

Det ville være synd at sige at jeg tester min internethastighed dagligt. Det gør jeg langt fra, men når jeg gør, så bruger jeg appen Speedtest by Ookla til formålet. Det er meget nemmere og bedre end at bruge en tilfældig hjemmeside. Appen ligger altid klar til brug og har en god brugergrænseflade. En god ting er at man kan se tidligere resultater.

Speedtest by Ookla kan hentes gratis i App Store (link)

Tys tys: Hider 2

Min Mac er selvfølgelig beskyttet med kodeord og derfor relativ sikret mod at andre får adgang til mit indhold. Men der er indhold der er så sensitivt, at jeg vil være endnu mere sikker på at ingen andre end jeg selv kan få adgang til det uanset om min computer falder i andres hænder. Til det formål bruger jeg et digitalt pengeskab kalder Hider 2. Hider 2 krypterer mine filer og skjuler dem fra filsystemet, så man ikke engang kan se at de eksisterer.

Hider 2 kan købes for €19.95 (link).

Online Backup: OnLime

Online backup er efter min mening et absolut must. Den dag hvor du mister alt dit indhold på grund af nedbrud, tyveri eller andet - og den dag kommer, tro mig - redder en online backup dig. Der findes flere udbydere og jeg har testet dem grundigt flere gange. Tidligere brugte jeg CrashPlan, men efter at de er stoppet med at tilbyde backup til private er jeg skiftet til Onlime. De har de fleste nødvendige funktioner, men det er primært deres hastighed jeg er faldet for. Desuden tilbyder de ubegrænset plads og backup af alle mine enheder. Online backup kan være en prøvelse hvis man har meget data (flere hundrede GB). OnLime er den hurtigste backuptjeneste jeg har testet, så den bruger jeg selv.

OnLime koster 649 kroner per år for ubegrænset plads og backup af alle ens computere og kan bestilles her: Onlime.

Vedligehold: CleanMyMac 3

At vedligeholde sin Mac er meget mindre krævende end på sin Windows-computer. Intet behov for defragmentering i tide og utide og generelt sørger systemet for at holde sig selv ved lige. Når jeg alligevel vil anbefale en dedikeret app til formålet, er det fordi at jeg ikke gider bruge min tid på de ting der trods alt skal gøres. Jeg vil bare gerne have at min Mac er så hurtig som muligt og at jeg ikke spilder min plads på unødvendige ting.

Til det formål er CleanMyMac 3 en perle. Hovedfunktionen i CleanMyMac er at fjerne junk-filer så jeg får mere plads på mit drev. Derudover får jeg en fuld systemmonitor, der sørger for at min Mac hele tiden er i tip top stand, blandt andet ved at hjælpe med at slette apps korrekt og komme med advarsler hvis en proces hænger eller drevet er ved at være fyldt.

CleanMyMac 3 kan købes for €39.95 (link).

Sikkerhed: 1Password

I disse dage hvor man skal anvende kodeord til alt, og disse kodeord skal indeholder store og små bogstaver, tal og tegn, kan det godt gå hen og blive svært at huske dem alle. Generelt lader jeg Safaris kodeordsfunktion styre løjerne, så jeg ikke behøver huske noget som helst. Det virker endda på tværs af mine enheder.

Alligevel vil jeg anbefale appen 1Password, der er designet specielt til formålet og kan fås til andre platforme også. 1Password gær det til en leg at holde styr på ens kodeord uden for meget bøvl. Reelt set skal man bare huske hovedkodeordet og så klarer 1Password resten.

1Password kan hentes i App Store (link).

Udpakning: Archiver 3

Af og til modtager jeg .zip-filer der skal pakkes ud før de kan bruges. Til det formål fungerer macOS' indbyggede Komprimeringsværktøj ganske fint. Det er et basalt værktøj jeg sjældent lægger mærke til andet end når lige jeg bruger det. Det er desuden integreret i Finder, så jeg kan komprimere filer, hvis jeg har brug for det.

Er det noget man bruger tit og har behov for andet end det basale - for eksempel at kunne dele en komprimeret fil i indre stykker - vil jeg anbefale Archiver 3. Det er kongen af pakning/udpakning med et hav af muligheder og en lækker brugergrænseflade.

Archiver 3 kan købes for 169 kroner i App Store (link).

Andre småapps: Noter, Magnet og Time Machine

En af de apps jeg er bruger mere om mere er Apples Noter. Det er en genial app der er vokset enormt de sidste par år. Den dækker stort set hele mit behov for små huskesedler, noter, løse ideer og så videre. Jeg kunne ikke drømme om at kaste penge efter en anden noteapp i dag.

Noter følger gratis med macOS.

Magnet er en produktivitetsapp med det formål at organisere åbne apps på skærmen. I macOS kan det hurtigt blive lidt rodet, hvis man har mange åbne apps der ligger oven på hinanden i en pærevælling. Det klarer Magnet på elegant vis. En klar anbefaling specielt for nye Mac-brugere der er vant til Windows' mere stringente vinduer.

Magnet kan købes i App Store (link).

Udover online backup bruger jeg Apples Time Machine til lokal sikkerhedskopiering. Den er god til formålet og passer sig selv. Jeg savner dog mulighed for selv at kunne styre frekvensen. Til det formål bruger jeg TimeMachineEditor. Jeg bruger det til kun at tage backup én gang om ugen istedet for som standard hver time.

Time Machine slår du til i Indstillinger på din Mac. TimeMachineEditor kan hentes gratis (link).

Opsummering

Ovenstående er selvfølgelig kun et udpluk og som sagt vil ens konkrete behov diktere hvilke essentielle apps man har brug for. Laver man eksempelvis meget video skal man selvfølgelig have et app til det formål, mens webkodere skal have en anden. Jeg vil forsøge at opdatere listen med nogle flere apps der dækker nogle af disse scenarier hen af vejen.

Alle er selvfølgelig velkommen til at lægge deres anbefalinger i en kommentar eller at komme med input til listen i øvrigt.

Artiklen er opdateret i december 2017.