En af de helt store apps har ramt Apple TV. Det drejer sig om open source medieafspilleren VLC, der er den bedste – og nok også mest udbredte – medieafspiller til Mac og andre platforme. En af de gode ting ved VLC er, at den understøtter stort set alle de videoformater, man kan opdrive. Derudover kan den forbinde til et hav af tjenester og enheder.

Udgaven til Apple TV er en fuld portering af computer-udgaven, men med tilføjelse af særlige ting målrettet Apple TV.

Appen finder autmatisk videoer på ens lokale netværk. Undertekster kan hentes i appen via OpenSubtitles.org. Eventuelle login-oplysninger bliver gemt, så de ikke skal indtastes hver gang. Som en bonus synkroniserer VLC alle disse oplysninger med udgaven til iOS.

Der hvor VLC til Apple TV virkelig skiller sig ud fra konkurrenter som Infuse, er med det de kalder Remote Playback. Funktionen gør det muligt at tilføje videoer til Apple TV fra en hvilken som helst browser. Man åbner ganske enkelt Apple TV’s lokale adresse i sin browser, og bliver mødt af et interface, hvor man kan tilføje videoer. Det vil sige, at man på en computer kan hive filer over i browseren, hvorefter de overføres til Apple TV, hvor de gemmes og kan afspilles offline. Remote Playback er altså en metode til at overføre indhold til Apple TV, så man undgår netværksstreamning. Det er ret smart.

Lige så smart er det, at man også kan tilføje adresser til videostreams efter samme princip. Det kunne være et link til live video på en tv-stations hjemmeside eller et hvilket som helst andet sted fra. Bare kopier linket ind i browseren, og indholdet bliver spillet på i VLC på Apple TV. Videoen bliver dog i dette tilfælde ikke gemt på enheden. Det gør linket til gengæld så man nemt kan åbne det en anden gang.

Selve afspilningen fungerer som man vil forvente. Man kan pause indspilningen og søge frem og tilbage. Man kan endda ændre hastigheder på afspilningen, hvis man vil. undertekster kan som nævnt ovenfor hentes direkte i appen. Alle gængse formater og tegnsætning er understøttet.

Meta-information som billeder og info om skuespillere er også integreret, omend det går noget langsomt at få hentet.

Det stopper dog ikke her. Ifølge udviklerne arbejder de på at understøtte sky-tjenester som Dropbox, OneDrive etc. Det er lige på trapperne, og kommer i en snarlig opdatering.

Du kan finde VLC på Apple TV ved at søge efter det i App Store.

Har du ikke allerede en Apple TV 4, går du glip af noget. Du kan købe en i Apple Store (link)