Ved hjælp af AirServer kan man omdanne sin Mac (eller win-maskine, for den sags skyld) til en AirPort-modtager. Det betyder, at man kan streame indhold fra sin iPhone eller iPad til computeren som en hvilken som helst AirPort-højttaler eller Apple TV. Det er intet mindre end genialt.

Hvorfor Apple ikke selv har indbygget denne funktionalitet i OS X er helt uforståeligt. Når det gælder video har man kun to valg. Man kan streame til Apple TV eller man kan købe Apples AV-adaptor, der muliggør skærmspejling på et tilslutte TV. Denne adaptor findes endda kun til den gamle dock-connector, og virker derfor ikke med iPhone 5.

Svaret får lov at blafre i vinden. Men vi holder ikke vejret mens vi venter, for deres findes glimrende tredjepartssoftware, der løser det problem.

Med AirServer installeret på sin computer, fremgår computeren af iOS-enhedens AirPort liste over valgmuligheder man kan streame til - præcis som enhver anden AirPort højttaler eller Apple TV. Både lyd, fotos og video i 1080p kan streames til Mac'en. Har man en nyere iOS-enhed, kan man endda vælge skærmspejling. Så er det ikke bare medieindhold man kan streame, men alt hvad der foregår på iPhonen eller iPaden.

Spillekonsol

Man kan således også streame spil og få konsoloplevelsen. Man kan eksempelvis smække Wild Blood på iPhonen og få den blæst op på den store computerskærm. Man kan endda også styre computerens volumen med iPhonens knapper. De første par gange man spiller på denne måde, får man helt intuitivt lyst til at trykke på iMac'ens skærm, men det virker selvfølgelig ikke. Er man to der gerne vil spille, er det ikke noget problem. AirServer kan vise indhold fra op til 16 iOS-enheder på samme tid. Genialt til eksempelvis bilspil, hvor man kører mod hinanden.

På kontoret er er AirServer genial

Funktionaliteten er ikke kun beregnet til spil. På kontoret er det en genial måde, at få fremvist ting på, så alle ikke skal stå omkring ens iPad eller iPhone. Ved at smide det op på computeren, kan alle se med uden problemer. Det kunne eksempelvis være en hjemmeside, man skal demonstrerem, et sted på et kort, man lige vil vise sidemanden eller en helt ny produktpræsentation man har liggende på sin iPad. Der er mange muligheder, og i dag hvor rigtigt mange bruger iPhonen og iPaden på jobbet, er det en genial måde, at få endnu mere ud af enhederne.

Eller hvad med i klasselokalet, hvor man kan streame sit indhold til den computer, der er tilknyttet den smarte tavle?

AirServer får vores varmeste anbefalinger. I vores testperiode har det fungeret upåklageligt. Det har givet os en ny dimension på iOS-gaming og et nyt værktøj til præsentationsformål.

AirServer koster $15 med mulighed for studierabat og rabat ved storindkøb af licenser. Ls mere her: www.airserverapp.com