At finde en parkeringsplads er noget af det mest frustrerende, når man skal et sted hen. Det vil Google nu forsøge at afhjælpe - eller de vil i hvert fald oplyse om hvor vanskeligt det er at finde en p-plads allerede inden man kører.

Google har nemlig i dag lanceret en ny funktion i Google Maps i Danmark. Funktionen fortæller hvor nemt eller svært der er at finde en parkeringsplads på ens destination, når man beder om rutevejledning. Bare bed om en rutevejledning som du plejer og sæt den i gang. Helt nederst under kortet kan du nu se status for parkering på destinationen. På billedet øverst er det i mit tilfælde angivet som "begrænset".

Google bruger historiske data samt det de kalder en smule magi fra maskinlæring, hvilket formodentlig dækker over de trackingdata de hele tiden modtager fra folk.

Funktionen har tidligere været tilgængelig i 25 byer i USA, men nu har Google udvidet med 25 udvalgte byer i resten af verden. København er en af dem.

Google Maps kan hentes gratis i App Store (link).