Hundreds er et elegant og enkelt puzzle-spil, der appelerer til minimalisterne og æstetikerne. Her skal der arbejdes med simple og basale ting som cirkler og tal mellem et og hundrede.

Selvom året kun er få dage gammelt nævnes spillet allerede som en kandidat til titlen som årets spil (2013 red.). Det må da siges at være en købsanbefaling, der vil noget.

Ideen er at man skal trykke på en række cirkler på skærmen. Cirklerne indeholder et tal, og hver gang man trykker på en cirkel øges tallet og cirklen vokser i størrelse. Hver bane starter på nul, og målet er at nå 100. Om man vælger at få blot én cirkel op på 100 eller 10 cirkler på 10 hver eller alt der i mellem, må man selv om, bare man når op på 100 på den ene eller den anden måde.

Når en cirkel vokser bliver den rød og sårbar. Kolliderer en rød cirkel med en anden cirkel slutter spillet. De forskellige cirkler bevæger sig i flere af banerne rundt mellem hinanden med forskellige hastigheder.

Sværhedsgraden er lav i starten, men spillet bliver mere og mere komplekst efterhånden som man når længere frem.

Hundreds er iOS-universel og kan fås i App Store (link)

Hundreds har nogle år på bagen, men da jeg tilfældigvis faldt over det den anden dag kunne jeg på ingen måde se på det, at det er fire år siden jeg omtalte det første gang. Det er ganske enkelt tidsløst i sit udtryk og udfordringerne i denne lille puzzle-perle holder også stadigvæk. Derfor får det en tur på forsiden som en del af ON X's tema om fede retrospil.