Du vågner op i en gryde og kan ikke få andet en overkroppen ud. Heldigvis har du en stor hammer. Og så er der vel intet problem at komme op på bjerget - som du af en eller anden grund skal op til toppen af. Mest af alt bare fordi det nu engang ligger der.

Jo, det er i den grad svært. Spillet "Getting Over It" er faktisk så svært at man bliver frustreret igen og igen. Ifølge udvikleren tager det adskillige timer at gennemføre spillet og man vil blive frustreret i en grad man aldrig er blevet det før. Men det er hele pointen.

Lidt i stil med Flappy Bird, men så alligevel ikke. Getting Over It er trods alt nemmere at gå til og meget, meget flottere lavet. Men stadig svært. Det svære ligger i at du skal lave simple bevægelser under ekstremt svære betingelser. Låst fast i gryde kan du kun bruge hammere til at skubbe dig frem med, hage dig fast i de ting der nu engang er og så videre. Du vil fejle hele tiden og ofte mister du en del af det fremskridt du har gjort op ad bjerget. Ordet frustrerende er næsten ikke engang dækkende for følelsen i de øjeblikke. Alligevel er der noget tiltalende ved spillet og opgaven der får en til at komme tilbage og prøve at nå lidt videre.

Elsker du udfordringer der virker umulige så er Getting Over It lige noget for dig. Det kan købes i App Store for 45 kroner (link).