Papa sangre II er en uhyggelig 3D-lydoplevelse, mere end det er et spil. Man bliver guidet gennem en historie, som man bliver en del af, og hvor man skal interagere for at få ting til at ske.

Man skal gøre sig klart, at man ikke kommer til at sidde at se på skærmen og spille herpå. Denne app er en oplevelse, som man skal have via ørerne. Så på med nogle høretelefoner, og bered dig på en skræmmende oplevelse.

Historien starter med at man er død. Herfra skal man gå tilbage i tiden, for at kommunikere med de døde for igen at få livet tilbage. Men at færdes på den anden side er ikke lutter lagkage. Til at sprede uhyggen lytter man til den engelske skuespiller Sean Beans stemme, der guider én igennem historien. Bean er en karismatisk og erfaren herre, der nok mest er kendt fra James Bond, Game of Thrones og Ringenes Herre.

Man kommer dog til at bruge skærmen når man blandt andet skal bevæge sig rundt i den auditive verden. Når man bliver bedt om at gå fremad, trykker man på de to fødder på skærmen skiftevis.

Der vil komme uhyggelige lyde, der kan give én lyst til at løbe væk eller at gemme sig (eller måske bare at tage høretelefonerne af), men man må stå igennem ubehagelighederne, for at komme helskindet gennem denne oplevelse. Hele skræmmeeffekten består i, at man ikke kan se hvad det uhyggelige er, og så forestiller man sig hurtigt det værste. Og det er disse, ens egne forestillinger, der gør det hele så uhyggeligt.

Der bliver talt engelsk i appen, hvorfor der er nødvendigt for oplevelsen, at man kan forstå sproget, der altså ikke er Hollywood amerikansk.

Papa sangre II kan hentes i App Store (link)