Husker du spillet Bully fra Playstation 2-tiden? Idag er det udkommet til iOS i en såkaldt Anniversary Edition for at markere at det er 10 år siden originalen blev lanceret.

Bully: Anniversary Edition til iOS er stort set identisk med den “Scholarship Edition” der udkom to år efter det originale spil i 2008 og bød på forbedret grafik og flere funktioner. Derudover er den nye udgave forbedret på flere punkter, styringen er tilrettet touch og der er kommet multiplayer-funktion.

Bully er et open world action-adventure der foregår i et kostskole-miljø i en fiktiv amerikansk by. Man styrer 15-årige Jimmy, der vel i bund og grund bedst kan betegnes som en skoletræt teeager på godt og ondt. Jimmy bliver smidt ud af skolen og i spillet kan man derefter gå rundt i campus og resten af byen og klare forskellige missioner, spille minispil etc. Man kan tjene penge, som kan bruges på sodavand, hvis man er ved at løbe tør for energi og så videre.

Spillet skabte en del røre da det udkom i sin tid. Det blev beskyldt for at forherlige mobning og vold, men i virkeligheden er spillet morale den stik modsatte. Måske bliver der delt lidt øretæver ud hist og her, men det overordnede mål for Jimmy er at få skabt fred og ro på kostskolen. Og det kræver nogle gange at de slemme drenge bliver sat på plads.

Spillet er virkelig godt skruet sammen, og fortjener i den grad min største anbefaling. Det er et af de bedste og mest ambitiøse spil længe i App Store.

Bully: Anniversary Edition kan købes i App Store (link).