Satellitdistributøren Canal Digital er klar med deres streaming-app, Canal Digital Go, til Apple TV. Hidtil har tjenesten kun været tilgængelig på computer og mobile enheder samt selvfølgelig Canal Digitals egne TV-bokse.

Med appen får man stort set de samme features, som man er vant til fra Canal Digitals egen TV-boks – dog med enkelte begrænsninger. Derfor kan Apple TV også fungere som boks nummer to, så det er nemt at se Canal Digital andre steder i huset end der hvor boksen står. Med Canal Digital-appen på Apple TV kan man se de fleste af kanalerne i sin tv-pakke. Det gælder live-kanaler, arkiv samt resten af det indhold, TV-pakken giver mulighed for at streame.

Kræver stadig abonnement

“Efter snart 20 år på markedet er vores rolle som tv-operatør forandret. Vi er ikke længere kun leverandør af TV via satellit, men lige så meget streaming-leverandør. De seneste år har vi satset mere end nogensinde på at kunne tilbyde vores indhold til alle typer kunder”, fortæller Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør, Canal Digital i Danmark.

For at kunne bruge appen på Apple TV, skal man stadig være almindelig kunde hos Canal Digital, da de ikke tilbyder abonnement direkte til streamingtjenesten, som eksempelvis HBO, Viaplay eller Netflix gør.