Enten hader man ideen med et Lego-univers i computerspil - eller også elsker man det. Tilhører du den første gruppe vil "LEGO Jurassic World" ikke lave om på det. Tilhører du den anden gruppe får de lige præcis det du kender og forventer.

Jeg har haft fornøjelsen af at spille LEGO Jurassic World på min iMac, og selvom jeg ikke bliver udpræget fanget af LEGO-universet på skærmen, er jeg godt underholdt. Det er klart det bedste spil i serien, der blandt andet tidligere har budt på Batman, Harry Potter, Indiana Jones og så videre. LEGO Jurassic World er i princippet samme spil som alle disse, bare med en ny historie og i nye rammer.

Spillet er kommet nogenlunde samtidig med den nye Jurassic World-film. Spillet dækker dog samtlige fire film i serien - og ikke bare den seneste film. Det er smart tænkt, da det øger historien en hel del og i sagens natur gør spillet fire gange så langt.

I bedste Lego-stil er spillet brudt op i bider der skal klares før man kan komme videre. Der er desuden en hel del sidemissioner. Det tager vel 10-12 timers spil plus en del ekstra, hvis alle sidemissioner skal klares. Spillets svaghed er, at der altid kun er én måde at klare et problem på. Man ka ikke improvisere eller eksperimentere. Det handler alene om at finde den ene rigtige måde. Til gengæld trækker den særlige visuelle Lego-humor gevaldigt op. Spillet er ret sjovt.

Der er med andre ord intet nyt under solen - alt er fuldstændig ved det gamle. Men hvorfor også lave om på en succes? Lego-fans får fuld valuta for pengene. Synes du samtidig at Jurassic-filmen er fede, er det en ren bonus.

LEGO Jurassic World kan fås via Steam.