Når det første chock har lagt sig, og man er ved at fatte hvad det går ud på, så er Canabalt et ret simpelt spil. Man er en løbende mand, der bevæger sig hen over hustage, gennem bygninger, over kraner og reklametavler.

Mens man løber skal man ved et tryk på skærmen hoppe over forhindringer samt hoppe fra bygning til bygning. Fejler man et spring "dør" man og må starte forfra. Spillet gælder altså om, at løbe så langt som muligt. Distancen måles i meter, og når man "dør", står der hvor mange meter man nåede. Udgangspunktet er altid det samme, men selve "banen" skrifter, så det ikke er den samme rækkefølge man møder forhindringerne i. Farten øges med mindre at man støder ind i forhindringer, så som kasser, der ligger i vejen for én. Så hvis man synes at det går for stærkt, så kan man tage lidt af farten ved ikke at hoppe over nogle af kasserne.

Old-school grafik og vild lydside

Grafisk set er vi tilbage i Donkey Kong-stilen, og man må gå ud fra, at det er helt bevidst og ikke bunder i manglende talent hos udvikleren. Det er denne simple old-school grafik, der blandet med den vilde lydside og moderne musik, der giver spillet et surrealistisk indtryk. Musikken er komponeret specielt til dette spil, og man kan vælge mellem to forskellige stykker musik af samme komponist. Musikken har en stor del af effekten i Canabalt, hvor man med melodien "Run" får en hæsblæsende flugt, hvor man kan føle sig helt henført til et "Bourne-univers", hvor pulsen er helt oppe at køre, mens melodien "Daring Escape" holder hjerterytmen mere i ro med en blanding klassisk og ambient. Lydsiden er fin og realistisk med lyden af løbende fødder, glas der smadrer og fly der suser forbi.

Man kan se egne resultater under Scores, og man kan også her se verdensrekorden, samt rekorden i den pågældende måned, uge og samme dag. Man kan vælge om man vil dele sine resultater med andre eller at holde dem for sig selv, men man er altså oppe imod nogle, der har prøvet det et par gange, set ud fra verdensrekorden.

Jeg synes egentlig ikke at det er helt nemt, og jeg må tilstå, at efter blot fire forsøg, måtte jeg se mig slået af min syvårige søn. Jeg have ellers spillet en hel del flere gange end ham. Da det kræver lidt koordination, er det ikke et spil for mindre børn. Men børn fra fem-seks år skulle nok kunne få fornøjelse af spillet, da det er nemt at gå til, fordi at man blot skal trykke et hvilket som helst sted på skærmen for at spille. Spillet er rimeligt harmløst ved, at det ikke er drabeligt på nogen måde. Blot vil lydsiden og musikken få spillet til at virke lidt voldsomt, hvis lyden er for høj.

En gang mere...

Canabalt er et spil, hvor man lige bliver nødt til at prøve igen, og jeg kan godt forstå, at der er nogen der bliver "bidt" af det. Selvom man med tiden godt kan blive lidt træt af at "dø", så er det rigtig godt for lysten til at prøve igen, at spillet starter så hurtigt igen, som det gør. At banen skifter kan både ses som en fordel og en ulempe. Fordelen er, at det ikke bliver for ensformigt, ulempen er at man ikke kan forbedre sig på en bestemt bane. Men da bygningerne, kranen og reklametavlen går igen i tilfældig rækkefølge, så er banen alligevel ikke helt ukendt for én. Canabalt minder lidt om spillet Rope'n'Fly med sin simple grafik, men der er lidt mere stil over Canabalt synes jeg, og Canabalt har næsten skabt sin egen niche indenfor spil, med sin innovative blanding af nyt og gammelt.

Hvad den stakkels mand løber fra eller hvor han skal hen får vi aldrig at vide.

Canabalt kan fås i App Store (link).

Canabalt udkom i 2010 og er blevet en tidløs klassiker. Spillet er senest blevet opdateret så det også virker på Apple TV 4, hvor det er endnu mere overvældende. Denne artikel er bragt som en del af ON X's tema om fede retrospil.